.. denne oversiviliserte verden som kalles Paris. Stendhal - Rødt og Sort (1830) En av fordelene ved Paris er at her kan man bli født og leve og dø uten at noen legger merke til en. Honoré de Balzac – Far Goriot (1834) Paris er den eneste byen i verden der det å dø av sult fremdeles betraktes som en kunst. Carlos Ruiz Zafón – Vindens skygge (2001) I Paris er der mange cafeer, der ikke har været lukket siden den store revolution. Hans Scherfig – Den døde mand (1937) Paris kæmpede med døden, men klagede ikke. Butikkerne blev holdt lukket, og de få mennesker, der endnu færdedes i de øde gader, så ingen vogne. Man havde allerede fortæret fyrre tusind heste, og der blev i byen betalt høye priser for hunde, katter og rotter. Émile Zola – Det store nederlag (1892)